Når det gælder internethandel, så betyder størrelsen noget. Men hvordan kan de mindre webshops konkurrere med Amazon og de andre globale aktører?
Føler du dig lille? Synes du, at det er svært at konkurrere med de store webbaserede brands med deres store budgetter, store teams og store vareudvalg? Så er denne artikel noget for dig.
En håndfuld magtfulde retail-aktører er dominerende inden for e-handel. Allestedsnærværende brands som Amazon, Alibaba og eBay er en så fasttømret del af den globale onlinehandel, at mange af de mindre, uafhængige aktører føler sig presset ud af markedet, fordi de ikke kan hamle op med giganterne.
“Sådan behøver det ikke være,” siger Lea Backhurst, Managing Director Nordics hos Summa Linguae Technologies. “Hvis et mindre brand fokuserer på det, de gør godt, kan de opbygge deres egen, lukrative niche på det globale, webbaserede marked.”
“E-handel er jo fantastisk til at udligne forudsætningerne,” siger han. “Alle aktører får den samme størrelse “online-byggegrund”, som de kan opbygge deres webshop på. Hvad de så stiller op med den, er helt op til den enkelte,” påpeger han.
Fakta taler for sig selv. Uafhængige webshops finder måder at konkurrere på og få succes. Der er f.eks. Newegg.com (teknologi), Zappos.com (tøj og accessories), Overstock.com (overskydende varer fra andre websider) foruden mange andre succeshistorier.
Hvordan kan dit brand opnå succes online?
Branding: Vær dig selv
Branding handler ikke altid om knivskarpe annoncer fra dyre reklamebureauer. Et brand, som har autencitet med i alt, hvad man gør, vil – før eller siden – gøre indtryk på forbrugerne. Og dette er noget, der ligger mere naturligt for de mindre uafhængige end de store aktører.
Mange af de mindre webshops forsøger at være ligesom deres større rivaler, men det får dem til at fremstå som underlegne. Som uafhængig har man en fantastisk mulighed for at skille sig ud fra konkurrenternes velkendte skabelon og gøre en dyd ud af det personlige og individuelle aspekt.
Dit brand definerer din relation med omverdenen – fra din startside til købsprocessen, fra evt. blogindlæg til den måde, du besvarer kundehenvendelser på. Uafhængige onlinebutikker kan f.eks. opbygge deres brand omkring familieværdier, ekspertviden eller det personlige fokus på detaljen.
Og ligegyldigt hvor langt væk dine kunder befinder sig, har dette en værdi. En kunde i USA vil nok foretrække at købe en kilt med forfædrenes klantern fra en traditionel producent i det skotske højland frem for at købe en kilt fremstillet i Kina via Amazon.
Produktudvalg: Vær fleksibel
Uafhængige webshops kan gribe en trend, før den bliver et hype. Udnyt fordelene ved at være lille og fleksibel ved at holde dig et skridt foran dine større konkurrenter. Hold løbende øje med nye trends, prøv nye varegrupper med et begrænset varelager og opbyg en tillid hos kunderne til, at din webshop er stedet, hvor man kan få det sidste nye.
Hvad angår produktudvalg, så bekymrer mindre forhandlere sig nogle gange over, at deres virtuelle hylder forekommer lidt tomme, hvis man sammenligner dem med onlinegiganternes kæmpemæssige udvalg. Der er dog intet i vejen for, at flere forskellige uafhængige webshops samarbejder med hinanden og har et fælles site, hvor de tilbyder kunderne varer fra alle de forskellige interessenter.
Når flere onlineforhandlere inden for samme eller beslægtede områder slår sig sammen, kan de skabe en hub af uafhængige specialister med et fælles tema, f.eks. udstyr til børn, sundhed og velvære eller sport.
Priser: Skil dig ud
Små onlinebutikker kan ikke konkurrere på pris med de store organisationer med dybe lommer. Hvis de forsøger, vil de hurtigt blive skubbet helt ud af markedet. I stedet må de holde tungen lige i munden, modstå trangen til at gøre som de store og fokusere på de dele af deres forretning, hvor de kan slå de store aktører.
Her er det afgørende at få opbygget en loyalitet hos kunderne. Hvis en forbruger sætter pris på den personlige service, man oplever hos en mindre forhandler, og føler sig som en del af et community, er der større sandsynlighed for at kunden forbliver loyal, også selvom de sites, der sammenligner priser, byder på billigere alternativer. Nyere forskning viser, at 80 % af forbrugerne er villige til at betale mere for en bedre kundeoplevelse – og her kommer de store spillere ofte til kort.
Svaret på en priskrig er enkel: Lad de andre udkæmpe krigen og slås med konsekvenserne på bundlinjen. Hvis du til stadighed har et knivskarpt fokus på at italesætte og kommunikere dit unikke koncept i forhold til alt, hvad du foretager dig, vil du kunne tilbyde dine kunder noget særligt og noget attraktivt, som fjerner spørgsmålet om prisen fra ligningen.
Sociale medier: Brug en ordentlig tone
Sociale medier giver mindre brands en mulighed for at dele deres unikke personlighed og opbygge et community blandt potentielle kunder – og så er det billigt. Det er meget lettere for mindre virksomheder at have en autentisk og meningsfuld kommunikation med deres marked via sociale medier end det er for de kæmpestore onlinebutikker.
På sociale medier handler det om at være venlig, og jo mere de store aktører prøver, jo mere risikerer de at fremstå som utroværdige.
En effektiv kampagne på sociale medier kræver ikke en dedikeret social media manager til at udtænke komplekse strategier på tværs af medieplatforme. Bare ‘hæng ud’ online, hvor dine kunder hænger ud, besvar evt. spørgsmål, del dine ‘behind the scenes’-nyheder og beløn dine følgere med fordelagtige informationer om f.eks. kommende rabatter, så bliver dit brand hurtigt en del af dagligdagen i dit community.
Globalisering: Vær lokal
Selv de største giganter inden for e-handel har, ligesom du gør, arbejdet hårdt på at opbygge en relation med deres lokale marked. Med succes og vækst følger dog også en risiko for at miste den personlige forbindelse, som oprindeligt var kilden til den kommercielle succes.
Hos Summa Linguae Technologies kan vi hjælpe mindre virksomheder med at opnå global succes, uden at du mister det unikke forhold til din målgruppe. Kontakt os, hvis du vil høre mere om, hvordan vores oversættelsestjenester kan hjælpe dig med at imødekomme behovene på de forskellige lokale markeder, uanset hvor i verden de befinder sig.
E-handel er en enorm industri og den er fortsat i vækst. Men tag det bare roligt, der er også plads til dig, uanset din virksomheds størrelse og hvilken type virksomhed du har.